Herlev Gymnasium & HF

Udvikling i fællesskab

×

08: Sprog og samfund

Engelsk A, samfundsfag B og tysk eller fransk fortsættersprog A

Du interesserer dig for sprog, men også for de samfund, som sprogene tales i? Du ved, at det ikke er nok at kunne tale et sprog, hvis man vil gøre sig forståelig – forståelse kræver også en kulturel og samfundsmæssig indsigt.

Fag og faglige samarbejder
Du vil få to verdenssprog på højeste niveau, og det vil gøre dig klar til at tage ud i verden. Flersprogethed er en eftertragtet kompetence i erhvervslivet, og der er mangel på danskere, der er stærke sprogligt. I sprogfagene vil du arbejde med din mundtlige og skriftlige formidlingsevne, og du vil analysere en lang række forskellige tekstformer. Du vil også arbejde med engelsk og tysk/fransk kultur, og via samfundsfag vil du få indsigt i samfundsmæssige forhold og arbejde med teorier og modeller, der kan kaste lys over forskellige kulturtræk og forskellige måder at indrette samfund på. Med blandingen af sprog og samfundsfag vil du stå stærkt i forhold til at kunne begå dig i udlandet, for det kræver både en sproglig, en kulturel og en samfundsmæssig forståelse. Der er så mange oplagte samarbejdsmuligheder mellem fagene, at du og dine klassekammerater kan få stor indflydelse på, hvad I skal arbejde med. Hvilke ungdomskulturer er f.eks. dominerende i de forskellige lande, hvordan kommer kulturelle særpræg til udtryk i populærmusik, reklamer osv., hvilke politiske sager dominerer politikernes debatter osv.?

Studieretning 11

Samarbejdspartnere
Vi har samarbejdsskoler i både Tyskland og Frankrig, så du kan kommunikere med andre unge og hermed øve dit fremmedsprog i praksis. Vi har også kontakt til sprogfagene på Københavns Universitet, så vi kan komme på besøg og få forskere ud og fortælle os om, hvad man forsker i på et sprogfag. Vi vil herudover besøge en række virksomheder, institutioner og organisationer, der er på det internationale marked, og som kender værdien af sproglig, kulturel og samfundsmæssig forståelse.

Videreuddannelsesmuligheder
Denne studieretning åbner særligt op for at læse videre inden for sprog og humaniora, men også international virksomhedsøkonomi, markedskommunikation og studier i udlandet er oplagte muligheder.

01. STX Studieretninger