Herlev Gymnasium & HF

Nærhed, faglighed, fællesskab

×

STX

På Herlev Gymnasium & HF bliver du en del af et studiemiljø, hvor nærhed, faglighed og social trivsel vægtes højt. Vi prioriterer medindflydelse og individuelle behov, når vi skaber rum og muligheder for læring gennem udsyn og indsigt. Vi har fokus på, at du som elev hos os er en del af et trygt og inspirerende socialt miljø som fundament for personlig og faglig udvikling.

STX er en tre-årig ungdomsuddannelse, som giver dig faglig indsigt og studiekompetencer, der forbereder dig til senere videregående uddannelse. Efter tre måneders grundforløb vælger du en studieretning. Du kan læse mere om de forskellige studieretninger nedenfor.

Herlev Gymnasium & HF er en af de få skoler, der tilbyder studieretning med idræt på B-niveau.

Eliteidræt

Som eliteidrætsudøver kan det være en udfordring at klare de krav, som gymnasieskolen stiller med daglige lektier og skriftligt arbejde. På Herlev Gymnasium & HF har du mulighed for at blive Team Danmark-elev (kræver Team Danmark godkendelse) eller komme under eliteidrætsordningen. Som eliteidrætselev er der tid til morgentræning 1-2 gange om ugen fra 8.00-10.00. Du møder større fleksibilitet i forhold til aflevering af skriftlige opgaver samt accept af et større fravær i forbindelse med deltagelse i turneringer og træningslejre.

Valgfag

A-niveau

Biologi, Engelsk, Fysik, Fransk, Kemi, Matematik, Samfundsfag, Tysk

B-niveau

Biologi, Billedkunst, Fysik, Idræt, Kemi, Matematik, Musik, Naturgeografi, Psykologi, Religion, Samfundsfag

C-niveau

Astronomi, Billedkunst, Erhvervsøkonomi, Filosofi, Informatik, Latin, Mediefag, Musik, Psykologi

Vejledning

Hver klasse har tilknyttet en studievejleder. Du får både individuel og kollektiv vejledning, som bidrager til at sikre det bedst mulige uddannelsesforløb for dig. Studievalg Danmark giver dig vejledning om videregående uddannelser.

Har du brug for det, tilbyder skolen også læsevejledning. Møder du større personlige udfordringer, har du mulighed for at tale med skolens psykolog.

Lektiecafé

Tirsdag og torsdag har vi lektiecafé efter skoletid. Her har du og dine klassekammerater mulighed for at få hjælp til afleveringer og dag-til-dag lektier. Flere forskellige faglærere står klar til at hjælpe dig. Du vil opleve, at der er plads til at spørge en ekstra gang (eller flere) og få det svære forklaret på en ny måde, så du kan komme godt videre.

Studiecenter

God læring kræver gode fysiske rammer. Vi har et studiecenter, hvor der er plads til både gruppearbejde og individuel fordybelse. Med udsigt til vores grønne arealer og en fagligt inspirerende indretning er der rum til koncentration og vidensdeling - også efter skoletid.

Grundforløb

Grundforløbet begynder lige efter introdagene og varer i tre måneder. Først til efteråret skal du vælge studieretning i 1.g. På Herlev Gymnasium & HF begynder du i en fast grundforløbsklasse, som du allerede møder første skoledag. Du bliver ligeledes mødt af vores søde og dygtige tutorer, som sørger for, at du får en god start sammen med din klasse. Du vil opleve, at der er mange faglige og sociale aktiviteter, som hjælper jer med at blive rystet sammen som klasse.

Studierejser

I 2.g afholder vi studierejser for alle 2.g-klasser. I en lille uge er undervisningen i to af dine fag flyttet til en europæisk storby.

Talentaktiviteter

For dig, som har mod på yderligere faglige udfordringer, har Herlev Gymnasium & HF en lang række tilbud. Vi deltager i landsdækkende konkurrencer som f.eks. Unge Forskere, Georg Mohr og International Language Competition.

Herudover har du mulighed for at blive en del af Akademiet for Talentfulde Unge. Læs mere om nogle af vores tilbud under Livet på skolen.

Elever med særlige behov

Hvis du har særlige udfordringer i forhold til at kunne tage en ungdomsuddannelse, kan du hos os få tilknyttet en mentor. Maria Bloch er mentor på Herlev Gymnasium & HF. Hun har stor erfaring i at hjælpe med f.eks. at strukturere hverdag og lektier. Har du behov for det, vil Maria følge din skolegang tæt under hele uddannelsen.

Sprogrejser

Hvis du vælger 2. fremmedsprog på A-niveau på Herlev Gymnasium & HF, rejser du i 3.g på sprogrejse til Frankrig, Spanien eller Tyskland. Her vil du opleve kulturen, tale med indfødte fra de forskellige lande, besøge vigtige kulturinstitutioner og forbedre dig sprogligt på sprogskole. Rejsen vil styrke din kulturelle forståelse og dine sproglige færdigheder og give dig endnu mere mod på sproget.